Slingrende bilist var offer for sukkersyge

SLANGERUP: Natten til søndag vakte en slingrende bilist mistanke hos en medtrafikant, som slog alarm til Nordsjællands Politi om en mulig spritbilist.

(Modelfoto: Allan Andersen)
(Modelfoto: Allan Andersen)

Nordsjællands Politi blev alarmeret kort efter midnat, kl. 00.04,  da en bilist lå bag en slingrende bil på Hørup Skovvej, mellem Frederikssund og Slangerup.

Ikke uventet formodede bilisten at den forankørende var grundigt beruset, grundet den meget slingrende kørsel.

Politiet blev af den årvågne bilist guidet frem til den slingrende bil, som en patrulje fik standset på Hørup Skovvej i Slangerup.

Det viste sig dog at der var tale om en 72-årig mand der pludselig var blevet ramt af sukkersyge, og var blevet syg under sin kørsel.

Betjentene hjalp manden, og fik tilkaldt en ambulance der straks fik ham afsted til modtagelsen på Hillerød Hospital.