Ulovligt fyrværkeri kan koste fængselsstraf

NORD: Udover at ulovligt fyrværkeri kan påføre invaliderende skader og sågar koste folk livet – så kan det også give en tur bag tremmer blot ved besiddelse af det ulovlige fyrværkeri!

Kanonslag 1
(Modelfoto fra Facebook)

– Fyrværkeri er flot og for mange danskere en stor del af nytårsfesten. Men hold dig til det lovlige krudt. Det er sikkerhedsgodkendt og med sikkerhedsbriller og korrekt afstand, kommer du formentligt helskindet ind i det nye år, skriver Nordsjællands Politi i en meddelelse på Facebook.

Det er desværre ikke tilfældet for alle. Hvert år er ulovligt krudt, som kanonslag og krysantemumbomber, skyld i store og fatale skader. Ved årsskiftet blev tre voksne mænd dræbt ved brug af ulovlige krysantemumbomber ved to forskellige ulykker.

Politiet overvåger lige nu salg af ulovligt fyrværkeri på nettet og fører ekstra kontrol af fyrværkeri i den daglige patruljekørsel, trafikkontroller mm.

I weekenden blev en 27-årig mand fra København pågrebet i en trafikkontrol på Ny Mårumvej i Græsted med 30 ulovlige kanonslag i sin bil. Han fik desuden endevendt sin bopæl af betjente fra Københavns Politi i jagten på mere ulovligt fyrværkeri, og kan nu se frem til et møde med retssystemet og en plet på straffeattesten.

Husk at besiddelse, køb og salg af ulovligt krudt er strafbart og kan i yderste konsekvens koste fængsel.

Læs mere på www.ulovligtkrudt.dk, og følg UlovligtKrudt på Facebook