16-årig truede ekskæreste

HASLEV: Ulykkelig kærlighed førte for en ungersvend til trusler på livet mod ekskæresten og hendes familie.

(Modelfoto: Allan Andersen)

En 16-årig dreng havde en dårlig dag, da han først blev forladt af sin 16-årige kæreste, derefter truede han ekskæresten og hendes familie på livet og siden blev han så anholdt og sigtet for trusler på livet.

Politiet fik en anmeldelse klokken 23.29, at den 16-årige dreng havde truet alle på en adresse i Haslev på livet.

Derefter var drengen forsvundet – anmelderen frygtede, han ville hente våben og føre sine trusler ud i livet.

Et par patruljer blev sat på sagen og til at finde drengen, og der kom meldinger om, at han havde været hos sin moder – også i Haslev – og at han her havde stjålet en bil.

Klokken 0.31 viste det sig, at den 16-årige var hos sin fader – stadig i Haslev – og at drengen var lagt i seng.

Klokken 0.45 blev han anholdt og sigtet for trusler på livet, mens han blev løsladt igen klokken 03.30.