72-årig fundet død ved båd

FYN: En 72-årig mand er tirsdag blevet fundet død i en grundstødt båd på Æbelø ved Nordfyn.

Søndag var den 72-årige mand rejst til Grenå for at afhente en båd han havde købt, og han ville sejle den hjem til Assens.

Hans pårørende blev dog bekymrede mandag, fordi han aldrig dukkede op i Assens som planlagt, og alarmerede politiet.

Det viste sig at den 72-årige mand var afsejlet fra Grenå helt som planlagt, og Østjyllands Politi bad derfor Fyns Politi kontrollere om manden havde lagt til i Assens og Bogense, men eftersøgningen var uden resultat.

Tirsdag sendte Østjyllands Politi et fly i luften for at lede efter den savnede 72-årige mand og hans båd.

Flybesætningen opdagede den savnede båd var grundstødt på Æbelø, en ubeboet ø knap fire kilometer nord for Fyn, og efterfølgende fandt redningsmandskab den 72-årige mand liggende død i vandkanten, tæt på den grundstødte båd.

Den omkomne skal nu obduceres for at fastslå dødsårsagen.