Bevæbnet gastyv smidt i håndjern

MIDDELFART: En gastyv var ikke helt velvillig, da han blev snuppet på fersk gerning, natten til torsdag.

(Modelfoto: Allan Andersen)

Kl. 01.35 havde en patrulje fra Fyens Politi fat i kraven på en langfingret tyveknægt på Strandvejen.

Den ærgerlige tyveknægt blev under visitation på åben gade, i forbindelse med sigtelse for tyveri af gasflasker, fundet i besiddelse af en enhåndsbetjent Stanley-kniv med et blad på otte centimeter i højre jakkelomme.

Besiddelse af en kniv uden anerkendelsesværdigt formål på offentlig vej er en overtrædelse af våbenloven, hvilket manden blev sigtet for.

Under den videre visitation af tyven i forbindelse med sigtelsen for tyveri af gasflasker og overtrædelse af våbenloven, blev den sigtede mand nu aggressiv og hidsede sig op hvilket medførte at han måtte lægges i håndjern på jorden og anholdes til nærmere afhøring.