Indbrudstyv brækkede foden

LYNGBY: Ved 20-tiden mandag aften begik en mand indbrud i en villa på Borgesvej, men det gik langt fra som planlagt.

(Modelfoto: Allan Andersen)

Mandag aften kl. 20.02 fik Nordsjællands Politi en anmeldelse om et indbrud i en villa på Borgevej, hvor et vindue var blevet opbrudt.

Tyven havde rodet rundt i huset og der var bla. stjålet smykker fra huset.

Et vidne havde set gerningsmanden, og da en hundepatrulje ronderede i området omkring gerningsstedet stødte betjentene på en god borger som havde fundet en mand i nærheden med en brækket fod.

Borgeren havde fået tilkaldt en ambulance til den uheldige mand og taget sig af ham i ventetiden på ambulancen – men så dukkede politiet op.

Her viste det sig at den uheldige mand med den brækkede fod var ingen mindre end indbrudstyven som var kommet galt afsted, og ved visitation fandt betjentene også en række tyvekoster i mandens lommer.

Indbrudstyven viste sig at være identisk med en 57-årig mand og blev kørt til sygehuset for behandling.