Indbrudstyv smidt retur bag tremmer

ODENSE: En 38-årig mand kunne trække vejret ude i friheden i 11 dage, men så kunne han ikke lade være med at begå indbrud igen.

(Modelfoto: Allan Andersen)

En 38-årig mand fra Odense er i dag, torsdag, blevet idømt fire måneders fængsel for indbrud. Dommen var en såkaldt straksdom og faldt kun 17 timer efter, at han var blevet anholdt af Fyens Politi.

Den 38-årig mand fra Odense blev fremstillet i grundlovsforhør, kl. 13.00 ved Retten i Odense, sigtet for et indbrud mandag, og for forsøg på indbrud i et rækkehus i det vestlige Odense onsdag aften.

Den 38-årige var dog i vante omgivelser, idet han for blot 11 dage siden var blevet løsladt efter afsoning af en anden straf.

Ligesom i spillet ‘Matador’ besluttede dommeren ved Retten i Odense, at den 38-årige skulle rykke direkte i fængsel efter han var idømt en straf på fire måneders fængsel.