Mand flygtede med politihund i hælene

RINGSTED: Fredag aften blev en kinesisk mand bidt i begge arme af en politihund, da han først flygtede og bagefter modsatte sig anholdelse.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Fredag aften kl. 18.45 gennemførte Midt- og Vestsjællands Politi en kontrol af en restauration, som var mistænkt for beskæftigelse af udenlandsk arbejdskraft, uden de fornødne tilladelser til arbejde eller ophold i Danmark.

Politiet afspærrede området ved restaurationen, der var fyldt med spisende gæster, medens flere ansatte sørgede for opvartningen mv. Pludselig løb en af de ”ansatte” ud ad hoveddøren og skubbede en polititjenestemand til side for at flygte videre ud på en p-plads.

Her havde politiet anbragt en hundepatrulje, som sendte en hund efter manden, der forsvandt i mørket. Politihunden fandt dog manden senere i en opgang til en beboelsesejendom, hvor manden gemte sig på øverste etage.

Da han skulle anholdes, satte han sig til modværge, hvorefter politihunden assisterede politiet med at få manden pascificeret, idet hunden bed ham let i begge arme.

Til sidst lykkedes det at anholde en 38-årig mand fra Kina, som ikke havde hverken opholdstilladelse til ophold eller arbejde i Danmark.

Han blev bragt til politistationen i Roskilde, hvor han indledningsvist blev afhørt til sagen og sigtet for overtrædelse af udlændingeloven. Han er fortsat i politiets varetægt, indtil politiet har fundet ud af, hvad der skal ske med kineseren.