Hjultyve nåede næsten væk – men også kun næsten

TILST: Et tyveri af fire dæk med fælge fra en autoforhandler gik som planlagt, lige indtil en patruljevogn dukkede op….

Når tyve stjæler dæk fra biler, så er det en klassiker at efterlade bilen på fire mælkekasser som det ses på dette foto fra et tidligere tyveri af dæk og fælge. (Arkivfoto: Allan Andersen)

En patrulje kørte mandag morgen kl. 04.45 ad Viborgvej og svingede til venstre af Holmstrupgårdsvej i Tilst. De bemærkede en hvid Peugeot, der netop kørte fra græsarealet overfor bilforhandler Ejnar Hessel.

De standsede køretøjet, hvori der sad en mand og en kvinde, og bemærkede at bagsæderne i bilen var lagt ned så der var plads fire dæk med fælge, der sjovt nok alle var våde.

En hundepatrulje kom til stedet og fandt ved Ejner Hessel en Mercedes, der ved et utroligt sammentræf manglede alle fire dæk og fælge, mens der lå fem hjulbolte ved hvert manglende dæk.

Den 25-årige mandlige fører og den 18-årige kvindelige passager blev begge anholdt kl. 04.48. Føreren blev desuden skønnet påvirket af euforiserende stoffer, hvorfor han blev sigtet for narkokørsel.

Han fandtes i besiddelse af 4,5 gram hash, hvilket han også blev sigtet for.

De to anholdte vil blive løsladt efter afhøring i løbet af formiddagen.