Patruljevogn smadret i glatføreuheld

JYDERUP: To betjente og deres hunde slap heldigt fra et glatføreuheld under en udrykning – det samme kan ikke siges om patruljevognen som er totalskadet.

Billedet er ikke af den aktuelle politibil. Betjentene i denne bil slap stort set uskadt fra denne ulykke i 2009. (Arkivfoto: Allan Andersen)

**OPDATERING: En politihund viste sig efterfølgende at have pådraget sig så alvorlige skader ved ulykken, at den afgik ved døden, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi**

Ulykken skete ved 17-tiden, fredag eftermiddag, da en hundepatrulje forulykkede med fuld udrykning i en rundkørsel ved Jyderup.

Hundevognen var sendt afsted til en opgave i Kalundborg da det gik galt i den store rundkørsel Cementvejen / Skovvejen ved Jyderup, føreren af patruljevognen mistede herredømmet over køretøjet i det glatte føre, og knaldede ind i betonkanten i rundkørslen, for derefter at fortsætte ned i grøften.

Læs også: Politihund død efter trafikuheld

– Betjentene er blevet kørt til undersøgelse på skadestuen, men både personalet og hundene har det efter omstændighederne godt, oplyser vagtchefen hos Midt- og Vestsjællands politi til SN.dk

Patruljevognen, en Ford Mondeo Stationcar, er derimod hensides enhver reparation og er således totalskadet.