22-årig kvinde død af sine kvæstelser

ODENSE: Onsdag aften døde en 22-årig kvinde af de kvæstelser som hun pådrog sig ved en trafikulykke, onsdag morgen kl. 06.35.

(Modelfoto: Allan Andersen)

En 22-årig kvinde cyklede onsdag morgen kl. 06.35 ad J.B. Winsløws Vej, hun skulle svinge til venstre ad Kløvervænget, hvorfor hun gav tegn til venstresving og orienterede sig bagud.

En 33-årig kvinde, der kørte i bil i samme retning bagved cyklisten, gav ligeledes tegn til venstresving ad Kløvervænget.

Politiet formoder at den 22-årige kvinde har set bilen blinke til venstre, hvorfor hun foretog venstresving over mod Kløvervænget.

Ulykkeligvis ombestemte den 33-årige kvindelige bilist sig i sidste øjeblik og undlod, at svinge til venstre, men forsatte ligeud af J.B. Winsløws Vej og påkørte herved den svingende 22-årige cyklist.

Den 22-årige kvindelige cyklist blev efter kollisionen indbragt til Odense Universitets Hospital med svære kvæstelser, ulykkeligvis viste skaderne sig at være fatale.

Cyklisten afgik ved døden onsdag aften på OUH. kl. 20.25 og de pårørende er underrettet.