48-årige Pat fra Hvalsø er fundet død

Den 48-årige kvinde, Mangali Pat Louisa Mfeketo – kaldet Pat – fra Hvalsø blev mandag den 13. marts 2017 fundet død på en mark, meddeler Midt- og Vestsjællands Politi.

En landmand på markarbejde fandt hende på en mark med vinterafgrøder mellem Brødledsvej og Sonnerupgaard Gods vest for Hvalsø i Lejre Kommune.

Politiets efterforskere, kriminalteknikere samt en retsmediciner foretog rutinemæssige, politimæssige undersøgelser og ligsyn af den fundne person. Ved undersøgelserne på findestedet fandt politiet ingen tegn på, at der var foregået noget kriminelt. Ikke langt fra den fundne person fandt politiet hendes taske med hendes personlige effekter i.

Kvindens pårørende er blevet underrettet i forbindelse med fundet af hende.

Hun var sidst set i live i juledagene 2016 og blev efterlyst som savnet af politiet den 11. januar 2017.

Ved en obduktion i dag blev hendes identitet med assistance fra en retsodontolog med sikkerhed fastslået til at være den savnede kvinde fra Hvalsø.

Hvordan kvinden er kommet til marken, eller præcist hvor lang tid hun har ligget på findestedet, har politiet har ingen oplysninger om.

Eftersøgningssagen afsluttes hermed for politiet, der ikke har grundlag for at foretage yderligere efterforskning.