Indbrudstyve i vild panisk flugt

NØRRESUNDBY: Onsdag aften hørte beboerne i et hus at det puslede ved et vindue – og det endte pænt dramatisk for et par skræmte indbrudstyve.

(Modelfoto: Allan Andersen)

Hvem der nu blev mest forskrækket onsdag aften er svært at afgøre, men beboerne i en villa på Nysøparken var gået til ro, da de bemærkede, det puslede ved et vindue.

Beboerne hev hurtigt gardinet op – og kun vinduesglassets få millimeter adskilte dem fra to indbrudstyve, der var i fuld gang med at bryde vinduet op.

Tyvene blev så forskrækkede, at de væltede rundt i vild panik, flugten gik så stærkt at de tumlede gennem et Plus-hegn i haven og røg rundt på røv og albuer, inden de kom op igen og flygtede fra stedet i løb.

Tyvene beskrives som:
A. Mand ca. 170-180 cm, iført mørkt tøj med hætte.
B. Mand ca. 175-180 cm og iført mørkt tøj med hætte.

Hvis du ved noget – så kontakt Nordjyllands Politi på 114.