Rumænske indbrudstyve sat bag tremmer

ODENSE: Natten til fredag havde en patrulje fra Fyns Politi en kort biljagt af en engelsk indregistreret VW Sharan med to rumænske indbrudstyve i.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Køretøjet blev eftersat kl. 02.50, og kort efter blev bilen smidt af de to mænd på Hindehøjen i det nordøstlige Odense, hvor de løb alt hvad remmer og tøj kunne holde fra bilen.

Den første gerningsmand blev hurtigt indhentet, mens den anden, efter ihærdigt arbejde fra en hundepatrulje, blev anholdt knap en halv time senere.

Begge anholdte viste sig at være rumænere på henholdsvis 24 og 27 år.

I bilen lå en del arbejdsredskaber, der i løbet af fredag formiddag viste sig at stamme fra et tyveri fra bil og indbrud i lade i Hårslev.

Begge anholdte blev kl.13.30 fredag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør og foreløbig fængslet i 10 dage.