Bandemedlemmer amok i Vega

KØBENHAVN: Medlemmer af gadebanden ‘Loyal to Familia’ deltog i et masseslagsmål, som fredag aften afbrød en koncert på spillestedet Vega.

Det bekræfter Københavns Politi overfor Ekstra Bladet.

Den amerikanske kunstner, Kid Ink, optrådte fredag aften i Vega og det endte med et stort slagsmål med op mod 30 personer involveret.

Til Ekstra Bladet har vidner oplyst at flere af de involverede i masseslagsmålet havde LTF-relaterede tatoveringer og trøjer med LTF.

Inden det voldsomme slagsmål brød ud havde der været en række mindre sammenstød, men pludselig eksploderede det hele i et voldsomt voldsorgie, hvor der ifølge vidner var seks-syv mennesker som slog løs på en forsvarsløs mand som lå på gulvet.

Manden blev bla. sparket og trampet i hovedet, og der var blod over alt, fortæller et øjenvidne til Ekstra Bladet.

Flere deltagere ved koncerten blev ifølge oplysninger til Ekstra Bladet fanget midt i slåskampen. En hjælpeløs mand i kørestol var således fanget i slagsmålet og en ung pige fik revet sin arm af led, i et desperat forsøg på at slippe væk fra slagsmålet.

Vagterne på spillestedet forsøgte at få sat en stopper for det store slagsmål, men det var to store grupper på 10 – 15 personer og heraf altså også adskillige fra den kriminelle gadebande LTF, og vagterne var derfor i undertal indtil patruljer fra Københavns Politi nåede frem.

Københavns Politi arbejder fortsat med sagen, herunder at få identificeret flere af de involverede slagsbrødre – og ikke mindst årsagen til at slagsmålet overhovedet opstod.