Fængslet: Beruset russer kørte 140 km/t i lastbil

AARHUS: Østjyllands Politi fremstillede mandag eftermiddag en 55-årig lastbilchauffør i grundlovsforhør ved retten i Aarhus – sigtet for spritkørsel og deaktiveret fartbegrænser i en lastbil.

(Foto: Rigspolitiet)

En 55-årig russisk lastbilchauffør blev søndag aften kl.23.15 anholdt og sigtet for spritkørsel efter vidner havde slået alarm til 1-1-2, idet hans lastbil kørte slingrende i høj fart på Østjyske Motorvej omkring Aarhus Nord.

En god borger havde slået alarm da han så hvordan lastbilen lå og slingrede rundt mellem to vejbaner med alt, alt for høj fart.

En patruljevogn nåede heldigvis hurtigt frem til den slingrende lastbil, og fik den bragt sikkert til standsning.

Grundet kørslen var der kraftig mistanke om spritkørsel, og alkometertesten viste ikke uventet at chaufføren havde drukket alt for meget til at køre, og han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel.

Han blev desuden også sigtet for at have deaktiveret hastighedsbegrænseren i lastbilen, så den kunne køre væsentligt over det tilladte.

Ved grundlovsforhøret kom det frem at lastbilen – med hænger – havde slingret afsted med en hastighed på op mod 140 km/t, og chaufføren indrømmede selv at han flere gange havde været ved at miste kontrollen over køretøjet.

Ved grundlovsforhøret blev den 55-årige russer varetægtsfængslet frem til d. 6.juni.