Far amok: Tæskede sine teenage børn og truede familien på livet

GREVE: En 49-årig mand gik torsdag amok på sine børn og sin hustru i Hegnsgården. familien måtte flygte fra hjemmet indtil politiet havde anholdt den rasende mand.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Torsdag aften kl. 21.21 fik politiet via alarm 112 et opkald fra en beboer i en beboelsesejendom, idet en kvinde sammen med sine fire børn var flygtet fra egen bolig på grund af en voldelig ægtefælle.

Politiet kørte til stedet og foretog anholdelse af en ædru, 49-årig mand fra Greve, der blev sigtet for vold mod to af sine teenage-børn.

Endvidere havde han ifølge hustruen og børnene truet med at slå dem alle ihjel. Politiet tilkaldte de sociale myndigheder, som tog sig af børnene og ledsagede de to forurettede børn til undersøgelse og fornøden behandling på skadestuen.

Den anholdte har overnattet i et arresthus og blev fredag fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling – men dommeren endte med at sætte den 49-årige mand på fri fod.