Vidner søges: Ældre ægtepar udsat for røveri i deres hjem

PRÆSTØ: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi modtog søndag morgen klokken 05.07 en anmeldelse om, at et ældre ægtepar havde været udsat for et røveri på deres bopæl på Svend Gøngesvej i Præstø.

(Modelfoto: Allan Andersen)

Formentlig midt på natten kom to gerningsmænd til parrets hus, hvor de brød et vindue op og trængte ind. Her truede de ægteparret med en pistollignende genstand.

Udbyttet ved røveriet er endnu ikke klarlagt.

Der er sparsomme signalementer af gerningsmændene, der beskrives som to yngre mænd, iført mørkt tøj med maskerede ansigter. Begge talte dansk med accent.

Politiet har søndagen igennem haft tekniske undersøgelser på stedet, og  efterlyser vidner, der natten til i dag har været i området, og som har bemærket mistænkelige køretøjer eller personer.

Enhver med oplysninger eller observationer i området opfordres til at kontakte politiet på 1-1-4.