Dumt: To unge på knallert forsøgte at løbe fra politiet

BRABRAND: En patrulje så tirsdag kl. 16.55 en knallert med to personer uden styrthjelm på ved Louisesvej i Brabrand – og det førte til en lille jagt af de to personer.

Da føreren af knallerten så politiet sænkede han farten, smed knallerten fra sig og så løb de begge fra stedet. Patruljen holdt øje med de to personer, der blev råbt an med besked om, at de var anholdt.

De fortsatte dog deres flugt, men det lykkedes en af betjentene at få fat i den ene igen – en 20-årig mand. I mellemtiden var en hundepatrulje blev tilkaldt og begyndte at gå spor efter den anden person.

Han blev fundet ca. 75 meter væk i et buskads – der var tale om en 18-årig mand. De blev begge sigtet for overtrædelse af færdselsloven ved at have kørt to personer på en knallert og for ikke at have brugt styrthjelm.

De blev også begge sigtet for at flygte fra politiet efter at være blevet erklæret anholdt.