Unge anholdt efter slagsmål

NAKSKOV: Torsdag aften blev der anmeldt tumult og slagsmål af flere gode borgere, det endte med to anholdte og skrammer til en del af de øvrige deltagere i festen.

(Modelfoto: Allan Andersen)

Politiet fik i går aftes klokken 23.44 en opringning fra en borger, der fortalte, at en gruppe unge mennesker var i slåskamp på Rødbyvej i Nakskov.

Da politiet kort efter kom til stedet, traf de flere af de implicerede, og stemningen var temmelig ophidset.

Flere af de unge havde skrammer efter slagsmålet, og en 20-årig mand fra byen smed en kniv fra sig, da han så betjentene. Han blev dog hurtigt anholdt og sigtet efter våbenloven.

Desuden blev en 24-årig mand fra Nakskov anholdt og sigtet efter ordensbekendtgørelsen, da han opførte sig særligt dårligt overfor ordensmagten.