73-årig mand fundet druknet i Kerteminde

KERTEMINDE: En lokal mand fra Kerteminde har mandag mistet livet i en tragisk drukneulykke i Kerteminde Havn.

(Modelfoto: Allan Andersen)

Mandag eftermiddag blev en mand fundet liggende livløs i vandet, og ifølge Fyns Politi er det en 73-årig mand fra Kerteminde, der er fundet omkommet.

Den 73-årige mand blev fundet kl. 15.24, og civile fik hurtigt bjærget manden som på stedet fik livreddende førstehjælp indtil læge og ambulancereddere nåede frem til stedet – ulykkeligvis var indsatsen forgæves.

– Der er intet, der tyder på, at der er foregået noget kriminelt. Det virker til, at det er en ulykke, og at han faldt i vandet ved et uheld, siger Asbjørn Larsen, vagtchef ved Fyns Politi til Ritzau.

De pårørende er underrettet om det tragiske dødsfald.