Bilist efterlyst efter uheldig påkørsel

KOKKEDAL: En bilist er efterlyst efter en påkørsel af en 33-årig mand på Hjortevænget, uheldet skete d. 02. juni og politiet understreger at bilisten ikke er flugtbilist – det har blot vist sig at den påkørte havde pådraget sig alvorlige skader.

(Modelfoto: Allan Andersen)

Ulykken skete fredag den 2. juni, ca. kl. 05.00, hvor en 33-årig mand var på vej hjem fra en bytur. På ikke nærmere oplyst vis blev han ramt af en bil på Hjoirtevænget, og bilisten stoppede omgående.

Fodgængeren og bilisten snakkede sammen, og den 33-årige mand sagde selv at han var OK, hvorefter bilisten kørte fra stedet i god tro – hvilket Nordsjællands Politi understreger.

Uheldigvis blev den 33-årige fundet lidt senere liggende i vejkanten, og efter en ambulance havde kørt ham til behandling på hospitalet viste det sig at han havde pådraget sig en række nerveskader i ryggen.

Nordsjællands Politi efterlyser nu bilisten, der ramte den 33-årige mand, så hændelsesforløbet kan blive fastslået, ligesom der også er det rent forsikringsmæssige i sagen.

Nordsjællands Politi har kraftigt understreget, at bilisten ikke på nogen måde flygtede fra uheldet, og at bilisten har handlet i god tro.

Henvendelse kan ske på 1-1-4