Flere brande samme sted: Hus udbrændte i nat

SLAGELSE: Natten til søndag brændte et hus på Havrebjergvej, det var 2. gang på få dage at der var ildløs på stedet og denne gang brændte huset ned.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Huset på Havrebjergvej, i byen Havrebjerg lidt nord for Slagelse, brød i brand omkring kl. 02.09 hvor der blev slået alarm til 1-1-2.

Beboerne nåede alle ud i tide, og ilden var opstået i en knallert som stod op ad døren til huset – det er uklart om knallerten spærrede for beboerne.

Ilden fra knallerten havde fået fat i tagudhænget på huset og inden brandvæsnet nåede frem, havde ilden bredt sig til store dele af selve huset. Ilden var så omfattende at hele huset udbrændte, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Nattens brand er den anden brand på adressen, idet der også torsdag var brand på stedet og derfor formoder politiet at der er tale om en påsat brand.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi opfordrer eventuelle vidner til at stå frem, man kan ringe til lokalpolitiet på telefon 114.