Lille pige død efter tragisk ulykke

NØRRE ALSLEV: En lille pige på bare tre år er torsdag omkommet ved en tragisk ulykke på en landejendom på Falster.

(Arkivfoto: Alllan Andersen)

En lille pige på tre år er afgået ved døden i en tragisk ulykke, torsdag aften, efter hun faldt i en septiktank.

Den lille pige og hendes to ældre søskende opholdt sig ved septiktanken, mens der blev foretaget reparation af denne og det var i den forbindelse at låget til tanken var taget af.

Der havde været voksne til stede ved septiktanken, men de var væk fra stedet et kort øjeblik, og i det tidsrum skete ulykken, det skriver Lolland-Falsters Folketidende.

Pigens far kørte selv sin lille pige til Nykøbing Sygehus, her ankom han kort før kl. 18 og en ambulance som var afsendt til ulykkesstedet nåede derfor ikke at komme i brug.

Fra Nykøbing Sygehus blev pigen kort efter fløjet med lægehelikopter direkte til Rigshospitalet i København  – ulykkeligvis stod den tre-årige piges liv ikke til at redde og hun blev erklæret død kl. 21.30 på Rigshospitalets Traumecenter.

Politiet betragter sagen som en tragisk ulykke. Omstændighederne er blevet undersøgt, og der vil ikke blive placeret noget strafansvar, oplyser politikommissær Bo von Würden til Ekstra Bladet.