52-årig medbragte oversavet jagtgevær på værtshus

Politiet i Midt-og Vestjylland modtog natten til lørdag kl. 01.30 en anmeldelse om, at en gæst på værthuset “Det lille Apotek” i Struer, fremviste et skarpladt oversavet jagtgevær, som han havde gemt i sin jakke. Manden havde dog forladt stedet igen.

(Foto: Midt-og Vestjyllands Politi)

Mandens identitet var kendt af politiet, hvorfor flere patruljer blev sendt mod adressen i Struer, hvor den 52-årige mand er tilmeldt. Der blev etableret telefonisk kontakt til ham, og han blev anholdt uden dramatik kl. 04.55 dog uden af være i besiddelse af våbnet.

En hundepatrulje gik spor fra stedet, og for enden af en bådebro på havnen, blev geværet fundet under broen. Derudover blev der fundet en taske som indeholdt ca. 30 haglpatroner.

Der er ingen oplysninger om, hvorfor han valgte at medbringe geværet på værtshuset.

Manden er nu sigtet for overtrædelse af straffelovens § 192a for under særligt skærpende omstændigheder at have medbragt våbnet på værtshuset. Strafferammen er 1½ – 6 års fængsel.

Manden blev lørdag fremstillet i et grundlovsforhør, og varetægtsfængslet.