Denne mand efterlyses efter overfald på 36-årig mand

HERNING: En 36-årig mand blev den 1. juli 2017 kl. 19:10 overfaldet udenfor Fakta, Vestergade 10, og nu vil politiet meget gerne tale med manden på billedet omkring sagen.

Voldsofret blev passet op af fire mænd udenfor butikken, og tvunget ind i en stor sort bil, hvor han blev slået og sparket flere gange. Det lykkedes ham at flygte fra bilen, mens mændene fulgte efter ham. Han sprang ind i en tilfældig bil, der kørte ham bort fra stedet.

Gerningsmændene menes at komme fra Aarhus eller at have relationer til Aarhus.

En mand var kort forinden inde i Fakta, hvor han blev fotograferet af forretningens overvågning. Han kan muligvis have set noget, der kan have betydning for sagen, hvorfor politiet ønsker denne mand identificeret.

På billedet har politiet dog angivet det som værende en gerningsmand til overfaldet.

Såfremt nogen mener at kunne genkende manden, bedes man kontakte politiet på tlf. 114.