15-årig dreng dræbt i tragisk togulykke

TJÆREBORG: En 15-årig dreng blev torsdag påkørt og dræbt af et gennemgående tog på Tjæreborg Station.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog anmeldelsen om den tragiske ulykke kl. 14.46, men ulykkeligvis var der intet som redningsmandskabet kunne stille op.

Drengen, der var fra lokalområdet, afgik ved døden som følge af kvæstelserne ved påkørslen af toget.

Ifølge politiets oplysninger var der tale om en tragisk ulykke. Den 15-årige blev påkørt, da han passerede det overgangssted, hvor man kan krydse sporene for at komme over på den modsatte perron.

Drengens pårørende er underrettet, og politiet har i øjeblikket ikke yderligere oplysninger til den ulykkelige sag.