19-årig mand dolket under fodboldspil

ODENSE: En 19-årig mand fra Odense er blevet anholdt og sigtet for kvalificeret vold efter han dolkede en 19-årig mand, så lungen punkterede og gav ham et snitsår i halsen – knivstikkeriet skete i forbindelse med et banalt spil fodbold.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Det var lørdag aften omkring kl. 22.30 at en 19-årig mand blev stukket ned på Dianavænget i det sydlige Odense.

Kort forinden havde de to unge ellers hygget sig med en fodbold, men undervejs gik noget galt så knivstikkeren hidsede sig voldsomt op og hentede en køkkenkniv.

– Herefter stak han den 19-årige i siden af kroppen, så han fik punkteret en lunge. Han fik også en rift på siden af halsen, siger vagtchef Kenneth Taanquist, Fyns Politi, til Ekstra Bladet.

Det er langtfra ufarligt at få stukket hul i en lunge, men trods det farlige knivstik er den 19-årige mand søndag udenfor livsfare.

Knivstikker er sigtet og løsladt
Knivstikkeren flygtede efterfølgende fra stedet, men i løbet af søndag formiddag fandt Fyns Politi frem til ham og han er nu anholdt og sigtet for kvalificeret vold – han bliver ikke fremstillet i grundlovsforhør.

Boldspillet skete i et helt privat regi, og var på ingen måde i nogen form for klub-sammenhæng, understreger Fyns Politi.