19-årig svindlet af mobilsælger

ROSKILDE: Tirsdag eftermiddag Kl. 15.14 anmeldte en 19-årig mand fra Roskilde, at han formentlig var blevet snydt af en mand, som han kendte fra tidligere, og som nu havde tilbudt billige mobiltelefoner.

(Modelfoto)

Den 19-årige havde udbredt tilbuddet til venner og bekendte, således at han samlet ville købe seks mobiltelefoner hos den bekendte.

Pengene blev overført til sælgeren på forskellige måder via MobilePay og bankoverførsler, men trods en aftale om handel i slutningen af juli måned havde hverken den 19-årige eller hans bekendte havde trods betaling modtaget nogen mobiltelefon.

Politiet undersøger nu sagen nærmere på den 19-åriges vegne, idet han føler sig bedraget af sælgeren, som han ikke længere kan få fat i.

Politiet vil kraftigt advare mod denne form for handel, hvor køber ikke med sikkerhed ved, om det solgte produkt overhovedet eksisterer, eller om sælgeren har evnen eller viljen til at opfylde sine forpligtelser, selv om betalingen er gennemført i en aftalt handel. Det er også altid en god ide at se kvittering på elektronik-varer, såfremt der handles med en privat person, hvis identitet køberen også bør sikre sig oplysninger om.