Efterladt tøj udløste stor redningsaktion

TISVILDELEJE: Igen udløste en bunke efterladt tøj på stranden alarm, hvilket resulterede i en større aktion ud for Tisvildeleje Strand lørdag eftermiddag. Det drejede om en mulig drukneulykke, hvor både redningshelikopter og dykkere var tilkaldt til stedet.

(Foto: Allan Andersen)

Det viste sig at være et stort ståhej for ingenting, da Frederiksborg Brand & Redning lørdag kl. 16.04 med blå blink susede til Tisvildeleje for at lede efter en formodet druknet.

Alarmen kom af en bunke tøj, der lå efterladt på stranden. Kort efter viste det sig at være en badegæst, der af uvisse årsager havde glemt sit tøj på stranden.

Nordsjællands Politi opfordrer til, at man husker sine ting, når man forlader stranden – det man har med ned på stranden, det tager man også med sig hjem. Det samme skete for nyligt på samme strand, mindre end 300 meter fra samme sted. Også den gang var det en bunke tøj, der udløste alarmen.

Ved lørdagens udrykning var tre politipatruljer, en ambulance, en redningsvogn, redningsbåden ‘Rescue Gilleleje’, en indsatsleder, en dykkervogn og en redningshelikopter involveret i aktionen grundet sløsethed fra en badegæst.

Redder firet ned
Efter alarmen var afblæst benyttede Forsvarets redningshelikopter lejligheden til at lave en kort øvelse, der blev kastet en mindre genstand i vandet hvorefter helikopteren foretog et stort sving ind over Tisvildeleje.

Herefter gik det igen ud over vandet, og en redningsmand blev firet ned fra helikopteren efter genstanden – muligvis en bold. Det tog et par minutter, hvorefter helikopteren forlod stedet igen.

Se den korte øvelse med helikopteren sidst i videoen herunder.