Asylansøger varetægtsfængslet for brandstiftelse

SILKEBORG: En mand blev fredag fremstillet i grundlovsforhør tiltalt for brandstiftelse i et asylcenter. Dommeren besluttede at varetægtsfængsle manden efter grundlovsforhøret, som foregik for lukkede døre.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Efter et lukket grundlovsforhør fredag eftermiddag i Retten i Viborg blev en 21-årig mand varetægtsfængslet. Han var sigtet for brandstiftelse efter straffelovens § 181, der har en strafferamme på op til 6 års fængsel.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Brandstiftelsen fandt sted torsdag aften i asylcentret i det tidligere Hotel Impala i Silkeborg. Manden, der selv var beboer på asylcentret, nægtede forholdet.

– Vi anmodede om varetægtsfængsling på grund af sagens grovhed, og fordi vi vil undgå, at manden forsøger at spænde ben politiets efterfølgende opklaringsarbejde. Derudover er der tale om en udenlandsk statsborger uden fast bopæl i Danmark, og vi vil gerne sikre os, at han ikke forsvinder, mens vi undersøger sagen. Domstolen var enig i vores vurdering og har derfor besluttet at varetægtsfængsle manden i 28 dage. Den tid skal politiet nu bruge på en nærmere efterforskning af hændelsen. Der skal laves brandtekniske undersøgelser, og der er også nogle vidner, der skal afhøres, siger Lasse May, der er Midt- og Vestjyllands Politis anklager i sagen.

Den sigtede kærede beslutningen om varetægtsfængslingen til landsretten. Af hensyn til den videre efterforskning har Politi og anklagemyndighed på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger i sagen.