Beruset kvinde fratog politimand hans tjenestepistol 

RINGSTED: En kvinde har fået en dom på 1 år og tre måneders fængsel for at rive en politibetjents pistol til sig under tumult.

(Modelfoto)

Retten i Roskilde har for nylig afsagt dom i en sag, hvor en kvinde under en politiforretning, hvor der opstod tumult, forgæves havde forsøgt at få fat i den ene polititjenestemands tjenestepistol og dernæst havde haft held til at trække den anden betjents skarpladte pistol op af hylstret.

Pistrolen var meget kortvarigt i hendes hænder, inden hun blev overmandet og anholdt.

Ved strafudmålingen blev der lagt vægt på karakteren af forholdet, hvor tiltalte to gange forsøgte at tage en tjenestepistol fra betjentene, hvoraf det lykkedes den ene gang.

Samtidig har man lagt vægt på tiltaltes personlige forhold, at hun ikke tidligere er straffet og har på denne baggrund fundet det forsvarligt at gøre straffen delvis betinget med vilkår om samfundstjeneste.

Straffen blev fastsat til fængsel i 1 år og 3 måneder, hvoraf de 3 måneder skal afsones nu. Resten af straffen gøres betinget med en prøvetid på 2 år.

Herudover skal tiltalte indenfor et år udføre samfundstjeneste i 200 timer. Tiltalte skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden.