Meld jer selv: Fire mænd eftersøges efter knivdrab

AALBORG: Nordjyllands Politi eftersøger nu fire mænd, der er mistænkt i forbindelse med knivdrabet i Aalborg, lørdag aften. De fire mænd stammer alle fra lokalområdet, og de er i alderen fra 25 – 32 år.

(Foto: Local Eyes)

Det er politiets efterforskning, der peger i retning af de fire eftersøgte mænd, i løbet af aftenen og natten har politiet sikret mange spor i en omfattende efterforskning.

”Og det er blandt andet tekniske spor og afhøringer, der peger på de fire personer som mulige gerningsmænd til knivdrabet. Derfor eftersøger vi dem nu,” siger vicepolitiinspektør Frank Olsen, der oplyser, at politiet vil sigte dem for drabet på en 27-årig mand.

Af hensyn til politiets efterforskningsskridt bringer man endnu ikke navn og foto af de pågældende personer, men lederen af politiets efterforskning, vicepolitiinspektør Frank Olsen, opfordrer de eftersøgte til omgående at melde sig til politiet.

27-årig dræbt af knivstik
Lørdag aften kl. 18.03 modtager politiet en anmeldelse om et færdselsuheld nede i krydset Østre Alle og Langelandsgade i Vejgaard i Aalborg, hvor tre køretøjer er impliceret og det udvikler sig efterfølgende til et større slagsmål med køller og knive.

Politiets efterforskning viser, at en 27-årig mand – den dræbte – flygter fra det ene køretøj ned ad Langelandsgade, hvor han bliver indhentet og overfaldt af 3 gerningsmænd. Gerningsmændene flygter efterfølgende i flere retninger fra gerningsstedet.

”Den dræbte bliver udsat for slag og knivstik, og han afgår ved døden kl. 18.49 på sygehuset i Aalborg,” siger vicepolitiinspektør Frank Olsen.

Han tilføjer, at den mand, der i går blev anholdt, var med i dræbtes bil, og han flygtede efterfølgende fra færdselsuheldet. Denne mand er løsladt igen.

”Vi betragter det fortsat som et internt opgør i et kriminelt miljø,” siger vicepolitiinspektør Frank Olsen.

Politiet har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger i sagen.