To anholdte i knivdrabet på 27-årig mand

AALBORG: Nordjyllands Politi har tirsdag fået anholdt to af de fire eftersøgte mænd i knivdrabs-sagen begået i lørdags, d. 5. august.

(Foto: Local Eyes)

Anholdelserne er sket efter en intens efterforskning, der er pågået siden knivdrabet 5. august mod en 27-årig mand. Han var med i en bil, som påkørte en mørk Mercedes bagfra i et lyskryds, og da han forsøgte at flygte fra stedet blev han dræbt af knivstik.

Politiet har foretaget en intens eftersøgning efter de mistænkte, blandt andet på deres bopæl og på andre mulige opholdssteder, ligesom man har meldt ud de steder, hvor de eftersøgte færdes og i offentligheden, at man leder efter de pågældende, oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den ene, en 27-årig lokal mand, meldte sig tirsdag – sammen med sin forsvarer – kl. 13.55 til politiet, hvorefter han blev anholdt.

Den anden, en 25-årig ligeledes lokal mand, blev antruffet i et køretøj, der blev standset rent rutinemæssigt. Den 25-årige blev anholdt tirsdag kl. 15.06.

Begge mænd er sigtet for drab, og er onsdag kl. 12.00 blevet fremstillet i et lukket grundlovsforhør ved Retten i Aalborg.

– Vi har efterforsket massivt, og vi har i forløbet yderligere fået styrket vores mistanke-grundlag mod de fire personer, hvoraf vi altså nu har anholdt to, mens vi fortsat eftersøger de sidste to, siger lederen af efterforskningen, vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, Frank Olsen, der opfordrer de to sidste eftersøgte til omgående at melde sig til politiet.

De to mænd, der altså fortsat er på fri fod, er henholdsvis 25 og 32 år gamle, og de er begge fra lokalområdet.

– De er bekendt med, at vi eftersøger dem. Og vores næste oplagte efterforskningsskridt er at gå ud i offentligheden med deres navn og billede, fordi de er eftersøgt til alvorlig kriminalitet: en drabssag, siger Frank Olsen.

Desuden bedes borgere om at ringe til politiet på 114, hvis man har kendskab til de 2 efterlystes opholdssted – eller i det hele taget hvis man har andre oplysninger i sagen.

Man skal ringe til politiet og ikke selv forsøge at pågribe dem.

Politiet efterforsker fortsat massivt i sagen, hvilket blandt andet indebærer afhøring af vidner, sikring af spor og opfølgninger på de mange henvendelser, der kommer ind i sagen.

Politiet har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen.