21-årig kvinde bed politibetjent i hånden

NY NØRUP: En kontant og ubetinget fængselsstraf blev konsekvensen for en 21-årig kvinde for besiddelse af hash og vold mod politiet.

Retten i Kolding idømte fredag en 21-årig kvinde 70 dages ubetinget fængsel, for bla. hash og for at have bidt en politibetjent.

Den 19. juli 2017 ankom Sydøstjyllands Politi til Ny Nørup ved Bredsten omkring kl. 01.00 om natten, fordi en beruset kvinde sparkede til vinduer og døre på stedet.

– Den 21-årige kvinde ville hverken oplyse sit fulde navn, adresse eller fødselsdato, da patruljen mødte hende, fortæller anklager Mika Nissen fra Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

– Efter flere forsøg på at få hende til at samarbejde, vælger betjentene at tage hende med på stationen, og i forsøget på at få hende med, bider hun den ene betjent i hånden. Da hun visiteres på politistationen finder politiet også en mindre mængde hash.

Kvinden blev ved retten fredag dømt for alle tre forhold; besiddelse af hash, vold mod polititjenestemand og for ikke at ville give sine personlige oplysninger til politiet, som man ifølge loven er forpligtet til. Kvindens voldshandling blev begået i prøvetiden for en betinget dom, hun havde fået i april i år for blandt andet vold, dømte en enig domsmandsret hende til ubetinget fængsel i 70 dage.

Kvinden modtog dommen.