Chauffør dræbt på stedet i frontal kollision

SINDING: En mand er afgået ved døden som følge af de kvæstelser, han pådrog sig i forbindelse med et frontalsammenstød mellem to lastbiler ved Sinding mandag formiddag. Vejen er fortsat spærret, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

(Modelfoto: Allan Andersen)

En mand fra Østjylland blev dræbt på stedet ved et alvorligt færdselsuheld mandag formiddag, hvor to lastbiler kørte frontalt ind i hinanden på hovedvejen mellem Herning og Holstebro ved Sinding.

Den dræbte var fører af den ene lastbil, døde omgående af sine kvæstelser, og politiet har mandag eftermiddag fået underrettet hans pårørende.

Føreren af den anden lastbil slap uskadt fra ulykken.

Hovedvejen har siden ulykken skete været spærret af hensyn til rednings- og oprydningsarbejdet, som fortsat pågår på stedet. Vejen forventes genåbnet sidst på eftermiddagen mandag.