Politiet efterforsker seksuelle krænkelser af børn

HØRVE: Midt- og Vestsjællands Politi har startet en efterforskning omkring seksuelt misbrug af mindreårige børn på 6-8 år. Sagen er startet på baggrund af en henvendelse fra Odsherred Kommune.

(Modelfoto: Allan Andersen)

Politiet har dagen igennem efterforsket sagen, og der har været afholdt et møde på Nordgårdsskolen i Hørve i anledning af sagen, hvor forældre fik mulighed for at tale med politiet og med repræsentanter fra skole og Odsherred kommune.

Politiet kan ikke sige nærmere om, hvor mange børn det drejer sig om. De foreløbige afhøringer tyder på, at der er tale om sager om blufærdighedskrænkelser.

Midt- og Vestsjællands Politi vil dog gerne understrege, at deres efterforskning ikke er færdig, og der kan naturligvis dukke nye ting op i forbindelse med arbejdet i sagen, fremgår det af en pressemeddelelse.

Politiet arbejdet fortsat med sagen, og der er endnu ikke foretaget anholdelse i sagen, og Politiet har endnu ikke flere oplysninger i sagen i øjeblikket.

Politiet opfordrer til, at man ringer på tlf. 114, hvis man har mistanke om, at ens barn har været udsat for en seksuel krænkelse.