Stenkast fra bro: Hvor kommer stenen fra?

Fyns Politi beder nu borgere, der har overvågningsvideo, video fra vildtkameraer eller andet liggende, der kan hjælpe politiet på sporet af den eller de personer, der natten til lørdag den 9. september kastede en sten ned på den fynske motorvej ved Spedsbjergvej.

Politiet beder borgere i områderne i og omkring Vissenbjerg, Skallebølle, Langesø, Korup, Tarup, Paarup, Ravnebjerg, Brændekilde og Tommerup, der måtte have videoovervågning liggende fra tidsrummet mellem kl. 01 og 05 natten mellem fredag og lørdag den 9. september, kontakte politiet, hvis der optræder personer eller biler på billederne.

-Der kan gemme sig afgørende spor i sagen på videooptagelser hos private. Derfor opfordrer vi borgerne til at sende os en mail, hvis man har noget sådan liggende. Så vil vi kontakte dem, så vi kan få sikret videoen og undersøgt den nærmere, siger politikommissær Ann Kate Pedersen fra Fyns Politi.

Fyns Politis patrujler vil i weekenden have ekstra stort fokus på motorvejsnettet og de omkringliggende veje for at sikre trygheden for bilisterne på Fynske Motorvej.

Genkender du stenen?
Fyns Politi har fået mange henvendelser fra borgerne i sagen.

-Det er vi meget glade for, fordi vi er overbeviste om, at der sidder nogen derude med viden, som kan lede os frem til gerningsmanden eller gerningsmændene, siger Ann Kate Pedersen.

Ann Kate Pedersen opfordrer til, at borgerne i videst mulig udstrækning kontakter politiet på mailen fyn@politi.dk med henvendelser i sagen – og at de skriver et telefonnummer, så politiet kan ringe tilbage.

-Vi offentliggør i dag også billeder af den 39,65 kg tunge sten uden den ligger i en pose. Det har flere borgere efterspurgt, fordi det var svært at se detaljerne på den, siger Ann Kate Pedersen.

Stenens mål er:
Længde Ca. 47 Cm
Bredde Ca. 28Cm
Tykkelse Ca. 17 Cm

Politiet vil gerne vide, om nogen kan genkende stenen eller ved noget om, hvor den kommer fra.

Henvendelser til fyn@politi.dk eller på telefon 114.