Tæskehold dømt for afstraffelse af 30-årig mand

Tre mænd på 19, 20 og 21 år fra Fredericia blev den 6. september idømt fængselsstraffe ved Retten i Kolding for at have afstraffet en 30-årig mand.

(Modelfoto)

Den 10. oktober 2016 sad de tre nu dømte, den 30-årige mand og en yngre kvinde og spillede drukspil i en lejlighed i Fredericia. På et tidspunkt blev den 30-årige træt og gik i seng. De fire øvrige kom herefter til at snakke om mænd, der krænker børn seksuelt. I den sammenhæng fortalte den yngre kvinde, at hun havde hørt, at den 30-årige havde en sag kørende om bluffærdighedskrænkelse over for børn.

De tre mænd blev herefter vrede og ville straks konfrontere den 30-årige med, hvad de havde hørt. Da de ikke ville give sig til kende over for den 30-årige, maskerede de sig med hættetrøjer og viskestykker.

Iført maskeringen gik de tre mænd herefter ind og vækkede den 30-årige. De konfronterede ham straks med, hvad de havde hørt.

”Den 30-årige forklarede i retten, at han på det tidspunkt bekræftede over for dem, at han havde en verserende sag om blufærdighedskrænkelse over for børn. To af de tre mænd slog herefter den 30-årige flere gange i ansigtet med knyttet hånd. Da volden begyndte, valgte den 20-årige dog at forlade soveværelset. Alligevel blev han dømt for medvirken til vold, idet han burde kunne forvente, at de iført maskeringen skulle udøve vold mod den 30-årige,” fortæller anklagerfuldmægtig ved Sydøstjyllands Politi, Bjørn Dahl Larsen.

Den 19-årige, der tidligere var straffet for vold, blev straffet med fire måneders ubetinget fængsel. Den 21-årige, der ikke tidligere var straffet for vold, blev straffet med tre måneders betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste. Den 20-årige blev dømt for medvirken og blev straffet med 30 dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste.

Retten lagde i skærpende retning vægt på, at der var tale om afstraffelse af den 30-årige mand. For så vidt angår den 20-årige lagde retten i formildende retning vægt på hans begrænsede rolle i forhold til de andre.

De tre mænd modtog dommen.