11 personer varetægtsfængslet for moms- og skattesvig

De 11 personer blev varetægtsfængslet efter grundlovsforhør, der sluttede sent onsdag aften.

(Modelfoto: Allan Andersen)

Politiets Efterforskningsfællesskab – Særlig Efterforskning Øst – har i samarbejde med Københavns Politi og Rigspolitiet forestået en længerevarende efterforskning mod et organiseret kriminelt netværk med internationale relationer, der mistænkes for at forøve omfattende økonomisk kriminalitet.

Op til 500 mio. kr.
Tirsdag blev der anholdt 18 mænd i alderen 24-60 år, hvoraf de 11 personer blev fremstillet i grundlovsforhør onsdag. De anholdte er i forskelligt omfang sigtet for moms- og skattesvig af særlig grov karakter subsidiært hæleri for beløb op til 500 millioner danske kroner.

De 11 sigtede har alle nægtet sig skyldige, og retten fængslede de pågældende frem til den 25. oktober 2017. Ingen har kæret varetægtsfængslingerne til landsretten.

Holdt bag lukkede døre
Retsmødet blev af hensyn til efterforskningen afholdt for lukkede døre, ligesom der blev afsagt kendelse om navneforbud.

– Med varetægtsfængslingerne i dag har retten tilkendegivet, at man er enig med anklagemyndigheden i, at der er begrundet mistanke om, at der er begået omfattende moms- og skattesvig, udtaler senioranklagerne Pernille Røper Søberg og Maria Cingari.