20-årig bilist dræbt i solouheld

NYKØBING FALSTER: En 20-årig mand mistede onsdag aften livet i en soloulykke.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Klokken 22.50 onsdag aften fik politiet en anmeldelse om en bilulykke på Grønsundvej.

Fire unge mennesker var kommet kørende i en bil, men føreren mistede kontrollen, så bilen kørte ud på en mark og rullede flere gange rundt, før den landede på taget.

Den 20-årige mandlige chauffør i bilen afgik ved døden kort efter ulykken, mens en 21-årig mand, der også var i bilen, blev fløjet til Rigshospitalet, som senere meddelte, at han var uden for livsfare.

I bilen var også to kvinder på henholdsvis 20 og 23 år. De blev kørt til Nykøbing Sygehus. Begge mænd og den 20-årige kvinde er fra Lolland, mens den 23-årige kvinde er fra Falster.