84-årig blev bestjålet i sit hjem

RØDBY: Torsdag middag kl. 12 overraskede en 84-årig kvinde en ukendt mand, som pludselig stod i hendes hus, da hun kom ind fra haven.

(Modelfoto: Allan Andersen)

Det skete på Ringsebøllevej i Rødby. Manden forklarede på noget gebrokkent dansk, at han kom fra kommunen og skulle undersøge, om kvinden havde behov for særlige hjælpemidler.

Det afviste den 84-årige og forsøgte at genne manden ud af huset, men han fik hende i stedet ud på badeværelset, og da han lukkede døren, stjal han kontanter fra en en pung og forskellige guldsmykker.

Herefter forsvandt tyven i retning mod flyvepladsen. Han beskrives som østeuropæisk af udseende, ca. 30 år, omkring 170 cm høj og spinkel af bygning. Han var mørk i huden og havde sort, kort hår og havde mørke briller på. Han bar mørke bukser og en sort vindjakke med et stribet tørklæde.

Politiet hører gerne fra evt. vidner, der har oplysninger til sagen på 1-1-4