Døvstum patient hjalp politiet med at fange tyv på hospitalet 

AARHUS: Onsdag kl. 14.53 blev en 27-årig mand sigtet for tyveri på Aarhus Universitetshospital, hvor en 68-årig kvinde, som var gæst på hospitalet, fik stjålet 1.400 kroner fra sin taske.

(Modelfoto: Allan Andersen)

En sygeplejerske på stedet forklarede politiet, at en døvstum patient havde set tyveriet og gjort fagter for at tilkendegive, at den 27-årige mand havde stjålet fra kvindens taske.

Personalet på hospitalet havde tilbageholdt manden, så politiet kunne tale med ham.

Manden nægtede at have stjålet pengene og forklarede, at han havde hævet dem i banken. Han kunne dog hverken fremvise hævekort eller legitimation. Manden blev sigtet for tyveriet, og kvinden fik sine 1.400 kroner igen.