Efterforskning opgivet i sag om mulig blufærdighedskrænkelse

Midt- og Vestsjællands Politi har indstillet efterforskningen i anmeldelsen om mulig krænkelse af flere børn i Hørve-området, det meddeler politiet i en pressemeddelelse.

(Modelfoto)

Anmeldelsen omhandlede mulige krænkelser inden for blufærdighedsområdet begået mod børn med tilknytning til en SFO i Hørve, hvor børnene skulle være blevet opsøgt af en mand.

Politiet har efterforsket sagen og i den forbindelse foretaget videoafhøringer af flere børn for at få tilvejebragt oplysninger i sagen. Afhøringerne har ikke ført til, at politiet har mistænkt eller sigtet nogen i sagen.

Med baggrund i den foretagne efterforskning har Midt- og Vestsjællands Politi nu besluttet at indstille efterforskningen, som ikke ville føre til, at nogen kunne sigtes for noget strafbart på det foreliggende grundlag.

– Anmeldelser med mistanke om krænkelser af børn tager vi altid meget alvorligt og iværksætter straks den fornødne efterforskning for at få tilvejebragt eventuelle beviser ved at foretage videoafhøringer af børnene, siger efterforskningsleder, politikommissær Kim Løvkvist.

Værgerne til de berørte børn, Odsherred Kommune og diverse advokater er alle underrettet om, at efterforskningen er indstillet i sagen.

Alle parter er orienteret om, at sagen kan genoptages, hvis der kommer nye oplysninger af betydning for sagen.