Fotoklub på motorvejsbro vakte nervøsitet

SÆBY: En 44-årig kvinde fra Thyholm kørte torsdag aften på Frederikshavnmotorvejen, og kontaktede politiet idet en større gruppe mennesker luskede rundt på en motorvejsbro.

(Modelfoto: Allan Andersen)

På motorvejsbroen nær Sæby kunne hun se 7-10 personer, der stod og kiggede ud over motorvejen, hvilket gjorde hende lidt nervøs for hvad de havde gang i.

En patrulje kørte derfor straks til stedet, hvor det viste sig, at det var en lokal fotoklub, der var ude for at lave langtidseksponeringsbilleder af motorvejen.

De fotointeresserede fik sig en hyggesnak med patruljen og kunne nu egentlig godt se, hvorfor bilisterne måske kunne være lidt nervøse.

De kunne herefter fotografere færdigt i ro og fred.