Mand tog fat i struben på avisbud

KØGE: Tirsdag eftermiddag kl. 15.39 anmeldte en 52-årig kvinde fra Lille-Skensved, at hun kl. ca. 15.30 var blevet udsat for vold af en bilist, der i vrede over hendes kørsel som cyklist havde taget hende hårdt omkring struben og skubbet hende bagover.

(Modelfoto: Allan Andersen)

Under kørsel på cykel som avisbud ad Hovedgaden passerede den 52-årige nogle parkerede biler. Kort efter blev hun kontaktet af en bilist, der højlydt bebrejdede hende, at hun skulle kigge sig over skulderen, inden hun kørte forbi de parkerede biler.

Herefter tog bilisten hende om halsen og skubbede bagud, medens hun sad på cyklen. Et vidne blandede sig, hvorefter bilisten stoppede og kørte fra stedet.

Den mistænkte bilist blev beskrevet som:
A; mand, dansk af udseende, 25-35 år, 180-190 cm høj, almindelig af bygning, kort brunligt hår, intet om beklædning, kørende i en guldfarvet personbil.

Politiet efterforsker nu sagen ud fra oplysningerne fra både den forurettede og flere vidner i sagen for at finde til den mistænkte.