To dræbt på stedet: Sportsfly styrtet ned på mark

GISLINGE: Flyet styrtede ned på en mark langs Hagesholmsvej, flyet er alvorligt beskadiget efter styrtet som kostede to mænd livet. Politi, ambulancer, læge-helikopter og en af Forsvarets helikoptere var kort efter fremme på nedstyrtningsstedet.

(Foto: Local Eyes)

Der er ikke umiddelbart nogen landningspladser i nærheden, den nærmeste er Holbæk og lå ikke på flyets rute. Ifølge radaroplysningerne lettede flyet fra Roskilde Lufthavn og fløj herfra nordpå op mod Gundsølille, her svingede piloten mod vest og kom indover Skibby for så at fortsætte kursen vestover.

Noget er herefter gået helt galt, det lille et-motors fly rammer tilsyneladende marken i en ca. 45-graders vinkel så snuden af flyet knuses mod marken langs Hagesholmsvej i Gislinge.

De to mænd ombord på flyet, et JMB VL-3 Evolution et-motors sportsfly, blev dræbt på stedet i styrtet. De dræbte er en 56-årig mand fra Jyllinge og en 61-årig mand fra Hørsholm.

Politi, brandvæsen, flere ambulancer, lægehelikopter og en af Forsvarets redningshelikoptere hastede til nedstyrtningsstedet, hvor der blev arbejdet intenst, men forgæves da de to ombord var dræbt på stedet.

Umiddelbart kan styrtet ligne et forsøg på en nødlandning, men hvor flyet pludselig er stallet – mistet sin opdrift – og så styrtet ukontrolleret ned på marken. Flyet har ikke lavet et længere spor henad marken, men ligger der hvor det er slået ned i jorden.

De pårørende til de afdøde er underrettet.

Politiet i øjeblikket i gang med de tekniske undersøgelser omkring uheldsstedet med assistance fra Beredskabsstyrelsen, der sørger for at lyse uheldsstedet op.

Politiet kender ikke årsagen til flystyrtet, der undersøges i øjeblikket og undersøgelserne forventes at fortsætte hele aftenen.

(Foto: Local Eyes)