Politiaktion: To mænd anholdt og sigtet for drabsforsøg

BLOVSTRØD: Torsdag aften slog svært bevæbnet politi til mod en bil med to bevæbnede bandemedlemmer. Jagten på de to mænd endte i krydset Kongevejen – Sortemosevej, hvor en stor del af biler var civile biler med mandskab fra enten AKS eller Bandeenheden.

Det var absolut ikke den almindelige politistyrke som slog til mod de to bandefolk. (Foto: Local Eyes)

Ifølge et vidne er bilen med de to bandemedlemmer, en VW Polo, kommet kørende omkring kl. 21.15 ad Kongevejen fra Birkerød mod Blovstrød og ved krydset til Sortemosevej skal de forfølgende civile politibiler have presset bilen, så føreren mistede herredømmet og endte med at knalde ind i en mast til et lyssignal.

De to mænd i bilen blev herefter pågrebet og anholdt, de blev begge iført hvide DNA-dragter på stedet og bilen gennemsøgt.

Nordsjællands Politi oplyser at man ved anholdelsen sigtede de to mænd for våbenbesiddelse og drabsforsøg, en kilde har tidligere oplyst til Kriminalmagasinet Politirapporten at der var tale om en nøje planlagt politiaktion mod en ‘dødspatrulje’ fra en kriminel bandegruppering som blev stoppet inden de nåede frem til deres mål.

De to anholdte mænd blev visiteret og iført hvide dna-dragter, inden de blev kørt væk fra stedet. Lyskrydset var under politiets arbejde på stedet totalt afspærret af en mængde politibiler, heraf en hel del civile køretøjer.

Falck blev tilkaldt for at fjerne gerningsbilen, og da den blev trukket væk dukkede der pludselig en skarpladt pistol op under bilen.

En af de anholdte har formentlig haft held til at kaste pistolen ind under bilen ved anholdelsen, den blev afladt på stedet og sikret i en bevispose til bla. undersøgelse for dna.

I løbet af fredag vil de to anholdte mænd blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Hillerød.

Her ses den pistol, som blev fundet da den forulykkede bil blev flyttet. (Foto: Local Eyes)