20-årig mand mishandlet af otte personer

KALUNDBORG: Lørdag aften kl. 20.06 fik politiet en anmeldelse fra bekendte til en 20-årig mand fra Kalundborg om et overfald, som var sket få minutter tidligere ved indgangspartiet til Kalundborg Station.

(Modelfoto: Allan Andersen)

Her var den 20-årig umotiveret blevet tildelt lussinger og knytnæveslag, så han faldt omkuld. Efterfølgende blev han trampet i hovedet og fik hovedet slået ned i jorden.

Overfaldsmændene var en gruppe på ca. 8 personer, der blev beskrevet som personer med anden etnisk oprindelse end dansk.

Offeret slap væk og fik via bekendte slået alarm til politiet, som ledte forgæves efter grupperingen i Kalundborg. Den 20-årige blev sendt på skadestuen til undersøgelse og behandling og skal efterfølgende afhøres nærmere omkring overfaldet.

Lokalpolitiet i Holbæk/Kalundborg hører gerne fra personer, der har bemærket grupperingen på de ca. 8 personer i området ved stationen og i selve byen lørdag aften. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.