Christian Andersen dømt for drab på 54-årige Hanne Pedersen

Den 31. december 2015 om aftenen blev den 54-årige Hanne Pedersen dræbt i sin bolig, en landejendom i Vium Øst, Ringkøbing-Skjern Kommune, og der blev sat ild til boligen, som udbrændte. Den dømte, 49-årige Christian Andersen, har også tidligere dræbt en kvinde og dømmes således for anden gang for drab.

(Modelfoto)

Den 6. januar 2016 blev den da 47-årige Christian Andersen som boede i Gødstrup, anholdt og sigtet for drabet på Hanne Pedersen og ildspåsættelsen.

Politiet kunne i retten bevise, at den 49-årige dræbte Hanne Pedersen ved at sætte tape for hendes mund og næse, inden han strangulerede hende ved at snøre et kabel om hendes hals.

Anklagemyndigheden rejste ved anklageskrift af 22. december 2016 ved Retten i Herning tiltale mod Christian Andersen for drab, ildspåsættelse, databedrageri via MobilePay med Hanne Pedersens mobiltelefon ved at overføre 3000 kroner til sig selv og tyveri af effekter tilhørende Hanne Pedersen.

Under nævningesagen i byretten nægtede tiltalte Christian Andersen sig skyldig. Byretten fandt tiltalte skyldig i tiltalen og idømte tiltalte, som også i 1997 blev idømt fængsel i 12 år for drab på en kvinde under lignende omstændigheder, fængsel på livstid.

49-årige Christian Andersen ankede dommen med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse, men i landsretten var der enighed mellem nævningerne og de juridiske dommere om at stadfæste byrettens dom.